STANDERHEJSNING 
D. 25/4-2009

foto: Søsætning
d. 25./4.2009

Godformiddag og velkommen her på havnen til vel nok den af alle de årlige tilbagevendende begivenheder som vi ser mest frem til.

I år har vi været heldige at være begunstiget af det mest fantastiske flotte vejr. Ikke alene i dag, men også i hele april har det været nærmest rekordagtigt flot, og det har været en god hjælp til alle som har været i gang med at forårsklargøre det kære fartøj.

  Når man ligger der på knæ og fedter med skrabejern, sandpapir og pensel, så er det nu lidt rarere med noget mildt vejr, det er nok også det tidspunkt på året, hvor man synes at båden er stor nok, der gør det ikke noget at der ikke er 45 fod til den anden ende.

Når nu tankerne alligevel er ved forårsklargøring, så vil jeg gerne takke alle som bidrog til klargøringen af vort kære klubhus. Der var rigtig god opbakning omkring dette arbejde, mange mennesker fandt vej til havnen både lørdag og søndag den weekend, hvor der var annonceret forårsklargøring af hus.. Huset fik en ordentlig hovedrengøring over det hele, og gulv samt døre og bærende stolper fik olie. Der blev lagt fuge i omkring baderumskabinerne, køkkenskabene blev som blæst, og mange andre ting blev ordnet. En meget stor tak til alle som bidrog med en hjælpende hånd, det var et flot stykke arbejde.

Når vi kigger ud over havnen i øvrigt kan vi også resultatet af havneudvalgets arbejde. Der er blevet udskiftet rigtig mange dårlige pæle. Disse pæle er erstattet med jernrør idet vi ikke længere må bruge telefonpæle til de store pæle, og de små pæle som plejer at være store granrafter er også udskiftet til jernrør i den udstrækning at det var nødvendigt. Det er et stort arbejde at skove disse graner og få dem gjort klar til brug, og vi har heller ikke længere så gode kontakter til skovejere, hvor vi kunne få lov at skove til en billig penge. Så jernrør bliver det også fremover.

  Tak til havneudvalget for veludført tjans. Det er trods alt i bassinet at grundlaget for havnens eksistens ligger. Den løbende vedligeholdelse der er tvingende nødvendig for havnens eksistens.  En stor tak til alle som med Per som sjakbejs har lagt et flot og stort stykke arbejde på ramslaget.

I forbindelse med ramslaget kan jeg da lige nævne at som mange nok ved i forvejen har det været udlånt til Hals havn. De kvitterede med at sige mange tak for lån og give os en check på 10.000 – det var en utrolig flot gestus, som vi naturligvis var rigtig glade for.

  Ud over selve standerhejsningen som jo er en dag som vi ser frem til har vi også set frem til den dag, hvor vejen ned til havn og strand ville blive vedligeholdt. Sandelig om ikke det nu er lykkedes at få en aftale om at få det gjort. Det vil blive gjort i løbet af den kommende uge. Der er sket det at ejerforholdet af vejen er flyttet til en anden afdeling, og denne afdeling har åbenbart ikke fået midler til vedligeholdet, derfor dette lille hundeslagsmål om, hvem der skulle gøre hvad.

  Det er også lykkedes at få en aftale med natur og park om at få nogle folk ud at kigge på stranden. Alle er naturligvis enige i at det er en skændsel som det går med den i øjeblikket, og man vil såmænd også gerne gøre noget ved det, man har blot ikke i park og natur penge overhovedet til anlæg af den karakter overhovedet. Jeg er blevet lovet at komme med når denne besigt af tingenes tilstand finder sted, ikke at det nødvendigvis gør den store forskel, men det giver i hvert fald en mulighed for at få information på stedet omkring hvad planen måtte gå ud på.

  Kan i den forbindelse nævne at vi havde besøg af kultur og fritidsforvaltningen i går. Der kom et par af tyve fra forvaltningen som fik en gennemgang af huset, en tår kaffe ovenpå samt lidt forklaring omkring selve huset, dets konstruktion samt tilblivelse. Ikke mindst naturligvis, hvordan det var lykkedes at få økonomien omkring projektet skruet sammen. Kan kun sige at de var ovenud tilfredse med, hvad de så at der var kommet ud af det direkte tilskud til byggeriet, samt det løbende driftstilskud som vi modtager, hvert år. Trods al murren omkring kommunesammenlægning osv. var det jo ikke så skidt endda!

Alt i alt ser fremtiden slet ikke så tosset ud for vor skønne havn, og det er jo rigtig rart.

  Læg godt mærke til opslaget omkring afholdelse af sommerfest d. 8. august. Vi har valgt at holde 1. års fødselsdagsfest for vort klubhus, da vi ikke kunne nå at holde fest ved indvielsen. Til at starte med er det kun medlemmer som kan tilmelde sig. Derefter vil der blive åbnet for tilmelding fra vore naboklubber også, så vil du være sikker på at kunne komme med til festen så meld dig på hurtigst muligt.

Til slut vil jeg rette en stor tak til alle som har bidraget til afholdelse af forskellige arrangementer gennem efterår samt vinteren. Det er en rigtig fin ting at der også her på stedet er aktivitet i den mørke tid af året. En tak skal også lyde til festudvalget og hjælperne bag dette for klargøring til dagens arrangement. Uden alle disse hjælpende flittige hænder er det slet ikke muligt at få tingene til at hænge sammen.

Kære æresmedlem Karl Dam, jeg kan se at du tænker, holder han da ikke snart mund, så jeg kan få min øl og pølse.

Så derfor Karl, vær så god at sætte standeren som markering af starten på sæson 2009.

God vind!


Arne P. Nielsen

formand